Af Alma Wibeck Senderovitz
Det skal siges med det samme: Hvis du ikke bryder dig om højder, er dette nok ikke dokumentarserien for dig. Efter den intense, fængslende og Oscar-vindende dokumentarfilm Free Solo (2018) er Alex Honnold tilbage, denne gang med gear på. Alex tager os til det østlige Grønland i hans søgen efter ubestegne klippevægge og et nyt adrenalinrush. Han vil sammen med to andre klatrere, Hazel Findlay og Mikey Schaefer, forsøge at bestige den arktiske havklippe Ingmikortilaq, der rejser sig fra den øde og frosne natur. Den er næsten 300 meter højere end ’Free Solo’s’ El Capitan og kommer med sine helt egne udfordringer.
Men det her er så meget mere end bare en klatretur. Med hjælp af glaciologen Heïdi Sevestre undersøger Alex og hans hold klimakrisens indvirkning på gletsjerne, fjordene og iskapperne i denne afsidesliggende del af Arktis. Og her bliver det lige pludselig meget mere spændende.
Der skal indsamles vigtig klimadata et sted, hvor klimaforskere ellers sjældent får muligheden. En væg, der aldrig er blevet klatret på før og et sted, hvor klimaforskning næsten ikke er muligt: det tænder Alex på en måde, som intet andet gør. Her løfter dokumentaren sig fra en serie “kun” om klatring til noget, der har betydning for os alle.
Alex er en mand, der gang på gang udfordrer skæbnen, men alligevel altid kommer godt fra det. Selv da han i anden episode rammes af is og skærer næsen, bakker han ikke ud, men formår at grine af det. Men han er også besværlig, da han til tider har svært ved at have medfølelse for hans to med-klatrere. Ved klatreturen på Ingmikortilaq falder sten ned mod de to andre, men igen ser han alting fra den lyseste side. Hans gåpåmod er lige så ekstremt som den sport, han dyrker, og han er en næsten ustoppelig kraft.
Man sidder med hjertet helt oppe i brystet, når der klatres. En fejl, og alt kan gå galt. Billederne er fantastiske. Naturen er næsten som et eventyr og er helt igennem dramatisk. Men den er også imod gruppen. Dokumentaren viser den ekstreme udholdenhed, man må have, hvis man skal trodse grønlands is og fjelde. Det er meget specielt at få lov at være med på rejsen.
Det er dramatisk, og det underbygger dokumentaren virkelig også. Til tider lidt for dramatisk og amerikansk for dens eget bedste. Alex bygges til tider op som denne overjordiske figur med flashbacks og stor musik.
Men serien viser os, hvad det vil sige virkelig at ønske noget. Det smukke er, at Alex går lige så meget op i at hjælpe verden, som han gør i at klatre. Når alle hviler sig, er han ude med Heïdi Sevestre og grave i sneen for at se lagene og smeltningen. Alex er et pragteksempel på, hvad det vil sige at leve uden frygt – næsten. For hans frygt ligger et andet sted: hvilken fremtid er det, vi går ind i, hvis vi ikke gør noget for at stoppe klimakrisen?
Dokumentarserien er stærkest, når holdet skal samarbejde og finde deres vej gennem klipper, is og vildt terræn. Her er en gruppe af mennesker, der brænder for at klatre og ændre verden. De trodser den arktiske natur og viser os på samme tid, hvorfor vi bør bevare den.
Kommentarer